Julianne Moore er hudløs og hjerteskærende i ny thriller

Ensomhed og sorg ligger som en tung tåge over det landlige Pennsylvania. På en hestefarm forsøger en kvinde at finde fodfæste i en hverdag præget af tab, rutiner og stilhed.

Kate (Julianne Moore) ligger i sengen og smiler, mens vi ser en anden kvinde (Kristina Valada-Viars) kærtegne hendes skulder. Klip til næste billede: Hun ligger nu alene, smilet er væk, og mørket har sænket sig. Sådan åbner 'Echo Valley' – som et stille chok, hvor sorgen straks slår rødder.

Kate bor alene på en hestefarm. Det hårde, fysiske arbejde med dyrene holder hendes indre krise nogenlunde i skak. Med høretelefoner i ørerne lytter hun gentagne gange til gamle telefonbeskeder – ordene er gennemsyret af kærlighed og liv.

Dystre undertoner

Da taget på stalden skal skiftes, må Kate sluge stoltheden og opsøge sin eksmand Richard – intenst og præcist spillet af Kyle MacLachlan. Han bor med sin nye, yngre kone og deres lille datter. Samtalen handler om penge, men drejer hurtigt ind på deres fælles datter Claire (Sydney Sweeney), der kæmper med et stofmisbrug.

Kort efter dukker Claire op hos sin mor. De to kvinder har en tydelig kærlighed imellem sig, men deres samvær bærer på noget uforløst og truende – forstærket af, at de sjældent ses i samme billede. Den underliggende uro er ikke til at tage fejl af. Kemien mellem Moore og Sweeney er dragende.

Men idyllen, så skrøbelig den end er, slår sprækker, da Claires ustabile kæreste banker på en sen aften. Herfra bør handlingen ikke afsløres – den vil gøre sig bedst uventet.

Moores rå nerve bærer filmen

Julianne Moore er filmens ubestridte kraftfelt. Som Kate er hun helt uden filter – usminket, rynket, udmagret. Kameraet dvæler ved hendes ansigt, hendes blik, hendes smerte. Det er hudløst og foruroligende. En kvinde reduceret til overlevelse – og med et nærvær, der kryber ind under huden på én.

Første del af filmen er en langsom og stærk afdækning af Kates indre liv. Sorgen får tid og plads. Hendes relation til Claire folder sig ud i lag, og gennem deres samvær mærker man historiens sjæl.

Et kærkomment lysglimt er vennen Leslie – vidunderligt spillet af Fiona Shaw – som ubesværet balancerer sort humor og omsorg, når hun træder ind i Kates mørke med dans og en bramfri bemærkning om, at “sorg ikke har nogen køreplan.”

Også fotografen Benjamin Krauses billeder fortjener ros. Med dvælende optagelser af heste og naturens ro skaber han meditative åndehuller midt i mørket.

Et svigtende skift i tonen

Men cirka halvvejs begynder filmen at vakle. I forsøget på at løfte spændingen med et plottwist, mister den sit fundament. Det føles, som om den ikke stoler nok på sin egen kerne: relationerne, sorgen, karaktererne.

Thrillerelementet kommer til at dominere – men det, der kunne have været en katalysator for psykologisk dybde, bliver i stedet en distraktion. Plottet tager over, og det indre drama, som ellers var filmens styrke, skubbes til side. Selv musikken mister sin fine balance og bliver bombastisk og påtrængende.

Det er manuskriptet, der halter. Og det er overraskende, for Brad Ingelsby ('Mare of Easttown') har tidligere mestret balancen mellem nervepirrende fortælling og følelsesmæssig tyngde – som i den uafrystelige 'Out of the Furnace' (2013). Men her knækker han over midtvejs.

En film i to halvdele

'Echo Valley' er både en intens og frustrerende oplevelse. Første del er medrivende og ægte. Man glemmer tiden, verden udenfor. Men i anden del mister filmen retningen – og det, der gjorde den interessant.

Se den for Julianne Moores formidable præstation. Hun redder filmen fra at synke helt. Men hvis du vil opleve Brad Ingelsby, når han virkelig kan sit håndværk, så find 'Out of the Furnace'. Der er han i sit rette element.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.